Vær med til at gøre Furesøs integrationspolitik endnu bedre

Invitation til borgerdialogmøde om Integrationspolitik 2018-2021
Furesø skal forny sin integrationspolitik, og du kan være med fra første færd. Den 25. april står politikerne klar til at gå i dialog på Furesøs Rådhus

Den særlige model for borgerinddragelse, Furesømodellen, skal igen i spil, når Integrationsrådet og Udvalget for beskæftigelse og erhverv inviterer alle interesserede til at komme med input til en ny integrationspolitik.

Formålet med mødet på Furesø Rådhus den 25. april fra kl. 16.00-17.30 er at give politikere og borgere mulighed for at gå i dialog tidligt i den politiske proces, når en politik skal vedtages.

"Om vi lykkes med integrationsopgaven kan betyde en verden til forskel for den enkelte borger og for sammenhængskraften i vores kommune. Alle skal være med og bidrage til fællesskabet. Det handler om job, uddannelse, sprog, kultur og bolig. Vi er nået langt i Furesø, men vi kan nå endnu længere - og her vil vi gerne invitere borgerne med på råd," siger Hasan Yilmaz (A), formand for Udvalget for beskæftigelse og erhverv.

Sætter din viden i spil

Det særlige ved Furesømodellen for borgerinddragelse er, at man som borger får mulighed for at bringe sin erfaring og viden i spil tidligt i processen - og i dette tilfælde allerede mens politikken skal formuleres. Alle interesserede virksomheder, foreninger, interesseorganisationer og privatpersoner kan deltage i mødet den 25. april.

"I Furesø Kommune ønsker vi at fremme det aktive medborgerskab, og derfor tror jeg, der kan komme nogle spændende diskussioner ud af, at vi politikere stiller op til drøftelser allerede før, løsningerne er på tegnebrættet, siger formanden for Furesø Integrationsråd, Lene Munch-Petersen (A).

Udvalgsformand Hasan Yilmaz og Integrationsrådsformand Lene Munch-Petersen byder velkommen til mødet. Derefter kan du komme med dine input eller lytte med på dialogen, der tager udgangspunkt i tre overordnede emner:

  • Foreningsliv og medborgerskab - hvordan styrker vi fællesskabet i kommunen på tværs af kulturer?
  • Større inddragelse af forældre med anden etnisk baggrund end dansk i dagtilbud og folkeskolen
  • Hvordan får vi flere kvinder med anden etnisk baggrund end dansk ind på arbejdsmarkedet

Tid, sted og tilmelding

Tilmeld dig gerne. Det letter planlægningen. Send en mail til mern@furesoe.dk eller ring til Mette Palsbjørn på 72 16 52 77 senest d. 20. april.

Dialogmødet afholdes den 25. april 2018 fra kl. 16.00-17.30 på Furesø Rådhus, Stiager 2, 3500 Værløse

 

Kontakt

Furesø Jobcenter

Hvedemarken 3-5
3520 Farum
Tlf.: 7235 5100

Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Åbningstider
Telefon og ekspedition
Mandag til onsdag kl. 10-14
Torsdag kl. 10-17
Fredag kl. 10-14


Hasan Yilmaz
Ryttervænget 44
3520 Farum
E-mail: hyi@furesoe.dk
Tlf.: 2145 0704