Cancellara kommer til Furesø

Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen (A) (yderst th.) stiller selv til start for at cykle de 56,4 km. med et hold fra Furesø Rådhus. Fra venstre: Benedicte Isabella Dyekjær, DannyTroest Petersen og Sidsel Kvist Jensen.
Søndag den 2. september er der lagt op til den helt store cykel- og byfest i Farum Hovedgade, når Bjarne Riis trækker den globale cykelevent Chasing Cancellara til byen.

Den første søndag i september bliver Farum Hovedgade omdrejningspunkt for det internationale cykelløb Chasing Cancellara.

Mens cykelmotionister får en unik mulighed for at duellere med den dobbelte OL-guldvinder og tour-legende, Fabian Cancellara, kan tilskuere tage del i festlighederne i start- og målområdet på Farum Hovedgade.

Store dele af Farum Hovedgade vil dagen igennem summe af liv med holdstart fra rampen, præmie- og sponsoroverrækkelser og festlige indslag fra de lokale butiksdrivende, som i dagens anledning er rykket ud på fortovet.  

Borgmester, Ole Bondo Christensen (A) er begejstret for, at cykelløbet har fundet vej til Furesø og håber, at mange lokale cykelmotionister og tilskuere vil møde frem på dagen:

"En sportsevent som denne skaber nogle fantastiske muligheder for at samle borgerne i Furesø og samtidig vise vores dejlige kommune frem for de mange besøgende. Furesø Kommune har stolte cykeltraditioner og mange aktive borgere, som er engageret i sportsaktiviteter. Derfor tror jeg også, at en begivenhed som denne vil glæde mange. Placeringen af start- og målområdet i Farum Hovedgade er samtidig med til at markere afslutningen på et større renoveringsarbejde og er en fantastisk mulighed for at vise vores flotte handelsgade frem. Jeg håber derfor, at mange vil lægge vejen forbi, så vi sammen får skabt en fantastisk cykelfest," siger han.   

Populært cykelsport

For arrangøren bag cykelløbet, Virtu Cycling Group, der ejes af den tidligere Tour de France-vinder Bjarne Riis er Furesøs smukke grønne omgivelser en væsentlig grund til, at cykelløbet afholdes i kommunen:  

"Farum og Furesø Kommune passer perfekt til Chasing Cancellara-formatet. Furesø er et meget populært område for cykelmotionister på grund af den skønne natur og mange gode cykelruter. Så det var ikke svært at skabe en god og varieret rute på de 54,6 kilometer, vi skal køre - akkurat den samme distance som OL-ruten i Rio i 2016, hvor Fabian vandt guld i enkeltstart. Vi ser virkelig frem til en sjov og unik dag og en fed cykeloplevelse for alle, både deltagere og tilskuere."

Foruden i to danske kommuner, Furesø og Silkeborg, afholdes cykelløbet denne sommer også i Abu Dhabi, Schweiz, Frankrig og Italien. 

Omlægninger i trafikken

I anledning af placeringen af start- og målområdet i Farum Hovedgade vil Farum Hovedgade - fra stationen til og med Lillevangsvej - være afspærret for kørsel søndag den. 1. september i tidsrummet kl. 6-20. Området vil dog være åbent for begrænset ærindekørsel. 

Desuden vil Nordtoftevej og Ganløsevej blive afspærret i det tidsrum, cykelrytterne kommer forbi. Borgere i området får direkte besked. Det er også muligt at orientere sig om begivenheden Chasing Cancellara og læse mere om, hvilke veje der afspærres i hvilke tidsrum på www.facebook.com/furesoe/ og på furesoe.dk

Fakta

Chasing Cancellara er et internationalt cykelløb med en distance på 54,6 km, hvor den schweiziske cykelstjerne, Fabian Cancellara med sit firemandshold sætter tiden for ruten. Efterfølgende kan hold á fire personer forsøge at matche eller slå tiden. 

Løbet er åbent for både fritidsmotionister og elitecykelryttere. For at kunne deltage, skal man stille et hold bestående af fire ryttere. 

Cykelløbet afholdes i Furesø den 2. september med start- og målområde i Farum Hovedgade i tidsrummet kl. 8-15. Fabian Cancellara kører fra rampen med sit hold kl. 10.

Følg begivenheden på www.Chasingcancellara.dk

 

Kontakt

Center for Borgerservice, Kultur og Erhverv

Borgerservice

Tlf.: 7235 4000
Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

Kultur og Idræt

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4730
Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

For pressen

Relevante links